Hvorfor er de så altid så blege, spøgelserne?

Jeg har personligt hørt fornuftigt tænkende væsener bevidne, at spøgelser er om ikke massivt blegt tilstede så i alt fald undertiden manifeste som en afglans af noget, vi normalt kalder hvidligt. Og at de forsvinder igen, så hurtigt som de er kommet og tit efterlader sig en bar plet, som om nogen er trådt ud af et dæksel. 

Med de almindeligt levende forholder det sig jo sådan, at blodet pumper rundt i legemet. Hold hånden op foran en lampe og betragt det røde mirakel du er lige under overfladen. Hvornår har du sidst gjort det? En dag vil det ikke længere være sådan, men nu er det sådan, og det er der grund til at fejre. 

Når tågen slynger sit slør over landskabet, når duggens urter gror på ruden, står tiden overfor evigheden i et glimt, og menneskebørnene, der i brystet bærer længslen efter den sande samhørighed, får trang til at svøbe sig i sådanne gevandter, der skal komme over os en dag som bruseforhæng af uudgrundelig lethed, som ingen nøgterne seriemordere formår at gennembryde

Inflation

21 Søndag stikker en husmor en 500-lap. Kan hun mon lave mad for den til en hel familie i en uge?

Ja, det kan hun selvfølgelig. Hun har nemlig i forvejen et lager af ting og sager, dåser og pulvere, som hun har headhuntet på tilbud over tid og deponeret i soveværelseskasser og -reoler, og hvis favorable priser får lov at tælle med i eksperiment-regnskabet. Og så er fidusen ellers at opsnuse low price i tilbudsaviser og i butikker, og i øvrigt planlægge indkøbskøreture og måltider efter det. Så er der penge at spare. For krisen kradser jo, og DR bringer gerne lidt gode tips ud til nødlidende danskere, tilsat Kåre Quists opmuntrende gestik og tandsmil.

Der er bare dét problem, som indslagets billedside upåtalt viser frem: Når man er styret af slagtilbud, slækkes der på kvaliteten og helhedstænkningen. Og bortset fra en enkelt øko-fløde, er det da heller ikke de bæredygtige fødevarer, der tynger indkøbskurven i indslaget, ser det ud til. Og sådan vil det sikkert heller ikke være typisk, når tilfældighederne på den måde råder, og de økonomisk pressede må tage til takke med laveste fællesnævner - sprøjtemiddelgrønt og radbrækkede høns inklusive.

Nu har DRs velmenende og entusiastiske tilbudsjæger, forstår vi, både bil og dybfryser med ok plads i. Men lur os om ikke politikere af typen, som i forvejen fortrænger eller taler ned om dem med de laveste indtægter og ydelser, vil labbe denne slags indslag i sig, og på given foranledning stikke pegefingeren frem og sige: Der kan I se; man kan, hvis man virkelig vil. 

Lad os venligst ikke få for meget af den slags virkelighedsundergravende “public service” pakket ind som realitetssans, tak.

- es

Havregrød

 -et causeri 

Den velkendte havre, der vifter i vinden hver sommer, stammer antageligt fra flyvehavre, som når det er modent taber ”hovedet” og ”flyver” væk. Måske derfor man vistnok sine steder betragtede havren som ukrudt. Kan noget ikke udvindes, er det nok sådan, det er, tænker man, men altså havren, avena, sådan som vi kender den og har kendt den siden bronzealderen og især jernalderen har masser af indlysende fordele, ved vi nu; den rammes ikke af goldfodssyge som andre sorter, forarbejdet er den fuld af god næring for os mennesker, skønt størstedelen af havrehøsten, der ligger i juni-juli, bruges som dyrefoder til heste jf. Den store danske.

 

Jeg har selv lige indtaget en solid portion havregrød og befinder mig vel. Grøden lægger ligesom en ubestikkelig bund. Ved min side har jeg en bog, Rifbjergs ’Dag efter dag’ fra Tiderne Skifter 2011, hvor forfatteren figurerer på forsiden som naivistisk tubaspiller med oppustede øjne, ikke spraglet som hos de koloristisksindede malere, mere grå som i grød. 

 

Selvfølgelig kan man peppe sin havregrød op, som man lyster. Tilsæt foruden havremælk fx  usaltede jordnødder, hakkede hasselnødder .. rosiner, blåbær eller anden frisk frugt efter behag og pengepung. Et drys vanilje. De små twist der gør grøden personlig. Kardemomme kan fx lede tankerne hen på en bjergcafé i Manali, hvis det er der man vil hen. 

Man kan også ”bare” gøre som min bedstefar Hugo, min første havregrøds-advokat, der i sin lænestol, med butterfly og udkig til pæretræer, gennemførte sit daglige ritual; at spise grøden simpel, kogt på vand, drysset med sukker, den karakteristisk slimede tøsnesfernis, gerne med kanel og smørklat, en slags hverdagsjul til morgenavisen, der både holder maven og festen i gang. Havren har som bekendt bjælder på, men bør naturligvis ikke sluges, så den klinger i den gale hals.

 

Når Rifbjerg skriver sine hverdagsnotater i den grå bog som et blend af (kultur-)politisk krudtrøg tilsat andalusiske mandeltræer er det også betragtninger som dem om genboen, p. 10, der trofast lufter sine to farveskiftende kæmpepudler efter samme mønster, der gør det sjovt at læse. Hvordan de store dyr utrætteligt slæbes op og ned ad trapper, det rygvendt nødtørftige intermezzo med tyngdeloven. Alt kan gøres til genstand for læsning og skrivning. Og tit er det det, som ligger lige for, der er det egentlige pift.

/ES

Duer ikke - næste

I en kommentar i Kristeligt Dagblad d. 6.4.22 bruger sognepræst og debattør Sørine Gotfredsen Jesus’ fortælling om den barmhjertige samaritaner - og flygtningesituationen pt. - til at sige:

“Det er dét, evangeliet lærer os. Snart møder mennesket en grænse for gavmildhed, og de ukrainske flygtninge kan udvikle sig fra at være dem, der blotlagde vores barmhjertighed til at være dem, der også blotlægger vores begrænsning”, skriver hun og konkluderer: “Derved er vi ankommet til virkeligheden og kan begynde at forstå hvad denne store flygtningestrøm vil betyde. Den vil sikkert bekræfte, at en flygtning først og fremmest er et menneske der hurtigst muligt skal hjem igen til sit eget land.”

Virkelig?

I den nyligt afsluttede P1-serie ’Sørine og kærligheden’ har Gotfredsen d. 3. marts 2022 besøg af Kristian Leth, musiker, bibelkommentator m.m. til en snak om næstekærlighed.

I slipstrømmen på Søren Krarup, som Gotfredsen ved flere lejligheder har erklæret sig som beundrer af, lægges der op til en refleksion over næstekærlighed som noget, man først og fremmest oprigtigt kan forholde sig til, når man er tæt på. Næsten er den, der er lige ved siden af - fysisk. Eller hvad?

Dialogen i programmet bærer præg af fælles afsøgen. Dels med afsæt i egne oplevelser af (ikke) at kunne hjælpe et konkret fremmed menneske, hvis udsathed man konfronteres med på sin vej, dels (ikke) at kunne hjælpe mennesker, der lider nød, men som man ikke har mødt personligt. Flygtninge for eksempel.

Gotfredsen indrømmer, at evangeliets fordring er svær at tage på sig - selv indenfor normalspektret kan man/hun finde det svært at leve op til kærlighedsbuddet. ‘At elske’ omformulerer hun til at udøve omsorg, så er det nemmere at forholde sig til, men stadig svært, medgiver hun.

“Lignelsen er påfaldende pragmatisk”, siger hun. Det virker som om hun gerne vil nå frem til en konklusion, der tillader en begrænsning af fordringen.

En “pragmatisk” konklusion når hun til gengæld, som ovenfor citeret, frem til i sin KD-kommentar, ligesom hun har gjort det løbende i sin karriere som journalist-præst og allestedsværende kommentator, hvor hun fra sit konservativt-politiske ståsted har benyttet præste-titlen til at legitimere en stram flygtningepolitik i pæne kirke-borgerlige kredse og med medierne som uendeligt talerør. 

Hvorfor holder hun sig ikke til sympatisk at indrømme sin mangelfuldhed, i tråd med den evangeliske tiltale, i stedet for at bruge bibelteksten som springbræt for et flygtningesyn, hvor hjem er lig med: der hvor du kommer fra, krigshærget land eller ej - ?

Åben slutning

I beretningen om den barmhjertige samaritaner i Lukas-evangeliet kapitel 10 står der overhovedet ikke noget om kortsigtet hjælp, som Gotfredsen lægger op til både i programmet og i KD-kommentaren. Hjem igen hver til sit (danskerne for Danmark og flygtninge skal “hjem” til ruinerne). Videre videre punktum dut.

Udgangspunktet for lignelsen er Jesus, der forklarer buddet om at elske sin næste som sig selv til de omkringstående (dengang havde man ikke internet). Dette ‘som dig selv’ kommer til udtryk i lignelsen på flere måder, og udgangen på historien er faktisk, som der står, at samaritaneren vil vende tilbage senere. På den måde kan historien også ligesom andre lignelser læses som et billede på gudsriget i et makrokosmisk perspektiv, med Jesus som den, der vender tilbage en dag, og hvor menneskeheden i mellemtiden har fået betroet at tage sig af hinanden, på samme måde som Gud forbilledligt og konkret har vist vejen i Jesus. Anyway, beretningen gennemsyres af en livgivende kærlighed, der rækker ud over den umiddelbare slutning. 

Dét er en guddommelig virkelighed, som det nærmest er pinligt forvrængende at jævnføre med den flueknepperpolitik, vi har set i dette land i en årrække, hvor udrejsecentre med broccolirationering og tvangsadskillelse af familier etc. etc. er blevet en slags ny normal.

Man kan mene, hvad man vil, man kan rationalisere, rationere, sandsynliggøre, sætte grænser og sætte andres lys under en skæppe for at bevare egne privilegier i den verden, man tilfældigvis er født ind i. Det er muligt, det er loven, men evangelium er det ikke.

Gotfredsens flittigt citerede maskot Søren Aa. Kierkegaard talte engang imod præster, der i kirkens velbjergede midte blåstemples som sandhedsvidner. Det er sandsynligt, at der er mange velmenende tanker bag Gotfredsens udlægning af kærlighedsbuddet. Her har hun taget ordet og kastet det ud et goldt sted.

Elsebeth w Schiller, religionssociolog & feltpoet

Kilder:

Lukas-evangeliet kapitel 10, v. 25-37, Bibelen. Online: https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/luk/10

’Sørine og kærligheden’ d. 3. marts, 22, DR P1

Sørine Gotfredsen: ‘Omsorg for ukrainske flygtninge viser, hvor udmattende barmhjertighed kan blive’. Kommentar i KD d. 6.4.22.

Solen skinner

Og reporteren går let forårsberuset henad gågaden. Der var anemoner ovre bag lokalredaktionen, og her tæt på den runde vandinstallation, hvor et gigantisk guldæg nemt kunne  have taget al opmærksomheden, vandrer et undseeligt kræ iført gul- eller sort-stribet pels, helt nede i skyggen. 

Det kunne være gået så grueligt galt, gyser reporteren, men iværksætter fluks en redningsaktion. På et nys anskaffet vintage eksemplar af T. S. Eliots Selected Poems, gelejdes brumbassen på de bageste sider - p. 127, noterer reporteren sig rutinemæssigt - videre til et udsøgt rart sted; en forhøjet beplantning ved gangstien omkring Netto. 

Reporteren kaster et sidste blik på væsenet,  på en gang så nuttet, så mægtigt indenfor sin genre, med imponerende rumfølehorn. Og læser kort efter oppe på biblioteket om en nu hedengangen redaktør: at hun var en højtflyvende brumbasse. 

Sådan sker ting så hen ad vejen inciterende, og sjældent forstår man at dokumentere dem. Brumbassen blev ikke fotograferet, men her var den i alle tilfælde, og det vistnok fint underholdt

Bileam o Bileam

 

The Golden Trademark

Mirroring Kim Clement

Af Elsebeth w Schiller, religionssociolog & feltpoet

“And then I heard: ‘Gold’. I wasn’t sure if this was attached to his name, but He said to me: ‘he will restore the fortunes in this nation’.”

Profeten har lukket øjnene. Det mørke hår, den lange sorte frakke, keyboardet som prædikestol, den violette scene, fremmaner billedet af en gotisk rock-troldmand, hvis budskab bæres frem af trommehvirvler, ud i æteren til de tusinder, der ser hans program live stream.

Denne aften handler det om en særligt udvalgt person, der snart skal træde frem for offentligheden. Tegnet skal være guld. Og en simpel sten. Ligesom David fældede Goliat, skal han, den udvalgte, fælde en hærgende kæmpe af død og sekularisering:

“And they shall say: ‘what is your plan for this giant? And he will take a simple stone, remember the name, and he will hold it up and they will laugh at him”

Her hæver profeten armen, som holdt han en usynlig sten, klar til at kaste..”but the plan is so brilliant, says the Lord, it could only have been given by me!”

Vi befinder os i USA, februar 2014.  Profetens navn er Kim Clement. I Guds navn proklamerer han en kommende sejr for nationen: “You shall hear the sounds of great victory”

Victory victory

“I hear the sound of victory, I hear the sound of victory”. Ordene falder igen og igen. Året er 2020 lige op til præsidentvalget i november, Paula White, Trumps åndelige rådgiver, messer sejr, imens hun med et par store briller yderst på næsetippen, J.K.Rowling-style, løser kræfter i åndens verden, bl.a. engle fra Afrika, som skal hjælpe i valgprocessen. Hurtigt går videoen viralt på Twitter, News Week rapporterer 16,5 millioner hits d.5.nov. White er kendt i brede kredse, hvad færre vel ved er, at ordene lyder som et ekko af Kim Clement - og at det er nok ikke tilfældigt. 

Kim Clement, musiker og endetidsprofet, opvokset i Sydafrika, kendte nemlig den yngre Paula White, som han var med til at oplære som profet længe før Donald Trump i 2001-02 kontaktede hende, efter at have set hendes karismatiske TV-shows. På det tidspunkt havde Trump selv andele i tv-branchen og som altid, når han interesserede sig for et marked, satte han sig ind i det. Samtidig ulmede tanken om at blive præsident en dag.

I de år der følger, fra Trump kontakter White i starten af millenniet, og hun hurtigt bliver hans åndelige sparringspartner og kontakt ind i kirkelivet, imens han tuner ind på et egentligt kandidatur i samråd med bl.a. Roger Stone, begynder også den suggestive Kim Clements profetier at reflektere konturerne af en kommende udvalgt leder. En af Clements i dag mest kanoniserede profetier er fra 4. april 2007, Californien, i hvilken han, angiveligt på vegne af Gud, forudsiger: “Trump shall become a trumpet”:

“This that shall take place shall be the most unusual thing, a transfiguration, a going into the marketplace if you wish, into the news media. Where Time Magazine will have no choice but to say what I want them to say. Newsweek, what I want to say. The View, what I want to say. Trump shall become a trumpet, says the Lord! I will raise up the Trump to become a trumpet and Bill Gates to open up the gate of a financial realm for the Church, says the Spirit of the Living God!”

I samme profeti  ses iøvrigt også figuren: “I hear the sound of” (an abundance, I hear the sound of resurrection).

Alle veje fører til Clement

Kim Clement, der døde ef en hjernetumor kort før Trump kom til magten, må regnes for at være den første af mange Trump-profeter i det, man lidt nøgternt kan kalde Trump-profet-kulten, som består af en broget skare kirkelige på højrefløjen: 9/11-brandmænd, damer med lyserødt hår, mere traditionelle teleevangelister, Billy Graham-nostalgikere og businessmænd. Mange fulgte i slipstrømmen på Clement, og tog ligefrem æren for at være den første, der profeterede Trump som præsident. Jo tættere man kom på valget i 2016 desto mere “vovede” blev også profetierne. Flere af profeterne kan findes på hjemmesiden i netværket Elijah List.

Central er  Lance Wallnau, en strategisk lederskikkelse, med egne shows på sociale medier, der har talt om, at kirken skal markere sig ikke bare religiøst men også bør infiltrere det finansielle marked (7-mountains-strategi). Der henvises ofte til Clements 2007-passus om ‘going into the marketplace’. Derudover har han argumenteret for Trump, som en der bør ses som en Cyrus eller Kyros, en konge i Det Gamle Testamente, der opfører sig uregerligt, men alligevel bliver brugt af Gud. Trump bør ud fra denne argumentation have ekstra lang line. Han er, siger Wallnau med henvisning til et syn han havde; Guds wreckingball. 

Også Lance Wallnau er gammel ven af Kim Clement, der tog Cyrus-skikkelsen med i sine profetier. Da USA åbnede ambassade i Jerusalem fik Wallnau fremstillet og solgt en Cyrus-mønt med Trump på. Kim Clements datter, der viderefører farens profetgerning, var tilstede ved ambassadeindvielsen i tråd med farens meget pro-israelske udsagn.

En simpel sten

Mange er de i Trump-cirklerne, der mener at kunne spejle sig i Kim Clements profetiske univers. Her finder de en særlig position som hjælpere i en kamp, der, som tiden er gået og magten reelt udfoldede sig, eller gik i sig selv qua valgnederlaget, handler om at stå fast i troen på Trump som Guds udvalgte præsident. Roger Stone skulle i en udlægning således være den sten, der bliver kastet imod giganten i KC-profetien fra ’14. At der i samme profeti iøvrigt tales om den udvalgte som en ydmyg, bedende og tavs person, betones ikke så ofte, selvom Trump gerne i sin præsidentperiode lod sig fotografere med salvelsesfuld mine omkredset af forbedere.

Seneste skud på profetstammen af Trump-hjælpere er Clay Clark, en peptalkende businessmand i fyrrerne, tidligere DJ, der pludselig i forsommeren 2020 via forskellige uransagelige kanaler bliver overbevist om, at han er dén mr. Clark, som Kim Clement nævner i en profeti fra 2013 sammen med en Donald. “You are both watching me”, som Clement dengang sagde fra scenen.

Clark hørte faktisk først om Clement i 2020, men i den profetiske rum/tid-forståelse - eller i ad hoc forklaringernes - er det ingen hindring for at blive placeret i rækken af udvalgte. Snart var mr. Clark inviteret til Det Hvide Hus og hurtigt blev han venner med en række centrale figurer bl.a. Roger Stone, der formidlede kontakt til medlemmer af Clement-familien. Kim Clements bror David og svigerinden Karin kunne således høres i Clarks podcast Thrivetime Show få måneder efter, hvor Kims svigerinde lidt tøvende lytter til Clarks talestrøm om sig selv som dén mr. Clark, hendes afdøde profet-svoger skulle have talt til engang.

Der er ikke megen tvivl om, at det at blive blåstemplet af selveste Clement-familien har været et vigtigt punkt for Clark - og Stone, der ligesom også Steve Bannon i de seneste år lader til at have skruet op for troen.

The golden trademark 

Siden er det gået tjept for Clay Clark. Han leder i dag ReAwaken America Tour, der netop har afholdt sine første arrangementer, parallelt med Trumps første rally i Arizona. Clarks hovedfokus er, at Sandheden skal frem, fordi der ifølge ham er alt for mange amerikanere, der lever et sekulariseret liv med Netflix, sociale medier etc., de er forførte, og forstår ikke, at Covid er udtryk for noget satanisk, foranlediget af bl.a. Bill Gates. Pudsigt, når man påtænker Clements mere positive udsagn om selvsamme. Men det med Dyrets mærke i vaccinationerne er en mærkesag for Clark, der ved Capitol-demoen d. 6.1.21 opfordrede folk til at kramme hinanden uden maske. 

Der varmes op til midtvejsvalg. Og med på Clarks talerliste er Eric Trump, og Donné Clement Petruska, Kim Clements datter. Med hende på programmet er tråden trukket. I en video (House of Destiny Network, Codebreaker Special, 13.okt. 2019) har hun udlagt sin fars profeti fra 22.2. 2014:

“On that day my dad, Kim Clement, saw with unbelievable precision and accuracy what would happen in the 2016 presidential election and beyond that”.  

Den udvalgte udlægges i bakspejlet af profetens datter som værende Donald Trump, eftersom han har bragt velstand til USA og fordi “his trade mark colour is gold”. 

Hellig læsning III: Igen!?

- Det er jo klokkeklart den gyldne fortid, siger John Rosenstock, psykolog og forfatter til bogen ‘Uden tvivl er tro farlig. Fundamentalismens psykologi’. I det konkrete tilfælde som kommentar til Donald Trumps slagord: ‘Make America Great Again’.

Kommenteret bogomtale af Elsebeth w Schiller, religionssociolog & feltpoet

For der er et særligt FØR, når fundamentalistiske bevægelser fortæller deres historie: Der var engang en gylden tid og et EFTER: sådan skal det være (igen). En, med et udtryk fra bogen; “idealiseret fortid”. IMELLEM disse ideale poler har der været mindst ét afgørende fald: et traume, en begivenhed, hvor gruppen, de rette efterfølgere af sandheden, er blevet ramt i solar plexus, og må tage kampen op for at genvinde tabt terræn.

John Rosenstock henviser til den græske digter Hesiods skriverier om en guldalderslægt (ca. 700-650 f.v.t.), som en af de tidligste kilder, der nævner en gylden fortid.

Det er en tid “før verden gik af lave”, karakteriseret ved høj moral, ædle dyder, gudsnærvær, visdom… En tid man kan genfinde i mytologiseret form i tale og skrift, der hver gang den repeteres styrker en gruppes følelse af samhørighed, uanset om begivenheder reelt har fundet sted på den måde, som myten har udledt af overleveringerne. Det væsentlige er idealet om, at der har været - og atter kan komme -  truly good times.

Flere gyldne

 

Forestillingen om gyldne fortids-epoker, hænger sammen med ur-myter som Paradis, pointerer Rosenstock. Men hvor ur-myter om verdens oprindelse og en fremtidig genetablering af et tabt strålende domæne typisk fortoner sig i urtågerne, kan gyldne fortider sagtens være historisk lokaliserbare:

“Som den gyldne fortid udvælges fortrinsvis historiske tidspunkter, hvor man har en opfattelse af, at det gik egengruppen særligt godt”, skriver Rosenstock.

Han nævner en række eksempler på gyldne epoker i forskellige religioner. Her nogle få nedslag: Tempelbygningen under kongerne David og Salomon,  perioden da profeten Muhammed var udvandret til Medina, den amerikanske revolution og grundlæggelsen af det nuværende USA + 1950’erne (kristen fundamentalistisme i USA). Politisk ses længslen efter genetablering af en bestemt orden fx. i slagsangen Internationale: “Vor kamp en herlig tid forjætter/hvor solen altid stråler smukt”. 

Skabelonen/plottet i de ‘hellige tekster’ eller forlæg for fundamentalister er altså: Paradis/orden, hvor alt er godt, fald, diverse gyldne dryp igennem historien, hvad enten denne opfattes lineært eller cyklisk, kamp, endetid med et gigantisk dualistisk opgør mellem det gode og det onde (dommedag) og genetablering af orden. Men at en sådan tekst kan læses og anses for værdifuld, fx litterært eksistentielt, er ikke i sig selv tegn på fundamentalisme:

“Det, det kommer an på, er, i hvor høj grad teksten spiller en rolle for den enkeltes tro og adfærd, hvor bogstaveligt teksten tages, hvor vigtig den er i bevidstheden, og hvad den betyder for holdninger og adfærd”, skriver Rosenstock.

Again and again 

Når guldomspundne Donald Trump siger ‘Make America Great Again’, er det også forestillingen om de to yderligheder, der er i spil. 

USA som “God’s own country” blev ramt af et fald af episke dimensioner ved 9/11, der forståeligt nok opleves som et traume, men på flere niveauer. Bush jr. brugte allerede kort tid efter angrebet et religiøst, nærmest apokalyptisk ordvalg, som mange amerikanere forstod signalværdien af, da han talte om “ondskabens akse”. Også for byggematadoren Trump blev denne begivenhed, og den deraf følgende finanskrise, udslagsgivende for, at han ønskede mere politisk magt, har han fortalt ved flere lejligheder. Trump, der har en presbyteriansk baggrund mixet med big business og fremgangsteologi, har officielt haft fokus på finansiel oprejsning. 

Hans religiøse støtter, der var med til at føre ham til magten i 2016, er en mere blandet skare. På den fundamentalistiske højrefløj, også anno 2022, er den egentlige kamp at finde i åndens verden, derfor er det også, at mange af Trumps støtter stadig kalder ham præsident uagtet det formelle valg - for dem er Donald Trump kongen af en anden dimension, eller med Trumps egne himmelvendte ord: “I am the chosen one”, der skal føre dem til sejr, hvad enten ondet opfattes som finansiel ustabilitet, social ulighed, truslen fra andre stormagter, indvandring, pizzaspisende demokrater, kernefamiliens og patriarkatets opløsning, kommunister, FN, WHO, tallet 666 i corona-vacciner, luciferiske endetider - eller det hele i en pærevælling. Forklaringerne er legio, og Trump-figuren lader til at trække veksler på det meste, som den selvhenførende strateg, den er.

NB.

Det skal tilføjes, at 1) længslen efter tider, hvor alt ses som meget bedre, selvfølgelig ikke er forbeholdt fundamentalistiske grupper. Nostalgi og idealisering er almene foreteelser, der dels kan skyldes efterrationalisering og fortrængning, men selvfølgelig også, at omstændigheder reelt kan have været bedre i forhold til det historiske nu, man oplever. 

2) det gyldne er i sig selv ligegyldigt. Det gyldne er bare et label for værdifuld status, principielt kan hvad som helst være “guld”, bare der er konsensus om, at det repræsenterer det ultimativt efterstræbelsesværdige.  At ikke alt der glitrer er the real thing, fortæller myterne jo også om.

John Rosenstock oplister mange forskellige karakteristika for fundamentalistiske bevægelser. Central er tiltroen til en hellig tekst, og til udvalgte ledere/præster/guruer/profeter. Fundamentalister er ikke pr. definition voldelige ifølge Rosenstock. Det kan du også høre ham fortælle om i seneste udgave af ‘betwixt-radio: hellig læsning’. 

Her i artiklen og i podcasten er tidsopfattelsen sat under lup, se fx kap.28->. Men læs bogen i sin helhed for dens grundige gennemgang af en lang række teorier og studier i fundamentalisme, de mange eksempler krydret med humor, Rosenstocks særlige socialpsykologiske blik for, hvad der undertiden driver fundamentalister langt ud i hampen. Og for retten til at stille spørgsmål.

John Rosenstock: ‘Uden tvivl er tro farlig. Fundamentalismens psykologi’, U Press 2017