Hellig læsning II: "så er de helt væk"

Profeten har to små hunde. Den ene vims og vagtsom, når døre går i nabolaget. Den anden med dybe folder der sitrer, når den falder i en tung snurrig søvn. Og det gør den denne eftermiddag på ryglænet, hvor profeten har sat sig til rette i sofaen for at fortælle om, hvordan hun læser det hellige. I bøgerne og i omverdenen.

Af Elsebeth w Schiller

- Når jeg beder, så falder de… de ligger bare helt slappe, fra at være fuldstændig aktive til når Helligånden kommer, så er de helt væk, siger profeten, der hedder Tamarra Bot og bor i Kokkedal. 

Det med at være profet startede for mange år siden, da en frikirkeprædikant pegede på hende og sagde, at hun skulle være profet. Alle kan principielt gå rundt og kalde sig profet, det er ikke en beskyttet titel, så det er god stil, at en anden, en åndelig lederskikkelse, pinpointer én. Der findes jo også falske profeter, siger hun.

Efterfølgende startede Bot på profetsskole i Pinsekirken. Men følte sig ikke rigtigt hjemme i miljøet, hun startede egen menighed, der i dag består af cirka 10 personer, som blandt andet tæller hendes mand, svigersøn og datteren S, der også indtager en central rolle i gruppen, tidligere navngivet Zion Vækkelses Center pt. Jesu Kristi Bedehus, der fungerer som hinandens nærmeste, fordi omverdenen i følge dem selv kan have svært ved at forstå deres mission. 

Der er noget galt i Danmark

Et centralt omdrejningspunkt for menigheden er Tamarra Bots profetfunktion og bibeludlægning. Hver måned i en årrække har hun på gruppens hjemmeside lagt månedlige profetier ud, det vil sige aktuelle og fremadrettede budskaber, hun mener, at hun har fået fra Gud, tit i forbindelse med, at hun har bladret i Bibelen, hvor den profettradition hun forbinder sig til stammer fra. For Tamarra Bots vedkommende er det det danske folk, der skal råbes op. 

Det kan være en hvilken som helst tekst, eller noget i tiden, der kan give anledning til, at der kommer et budskab som må ud. Så sidder hun i sofaen eller ved sin køkken-ø og skriver ned, imens hundene slumrer. 

- Jeg indleder med bøn, og så slapper jeg af, og kommer Gud og fortæller mig noget, så er det det, jeg lytter efter eller skriver ned.

Nogle gange kommer der noget konkret og visionært om præsidentvalg, kongehus, og covid med ærkeenglen Mikael svævende over Riget, andre gange trænger budskaber sig på i mere brede vendinger - om omvendelse fra tom religiøsitet, opfordring til tro, de sidste tider -  der formmæssigt ligner de bibelske narrativer og syntaxer en del. Undertiden kontroversielle udsagn når oldgamle bibeltekster fx appliceres på en dansk identitetspolitisk kontekst, som et spring i tid uden tøven eller besværlig bibelkritisk metodik. Det er nemlig ikke så væsentligt for Tamarra Bot.

- Når jeg laver de nedslag i Bibelen, så er det, fordi en tekst springer op i øjnene på mig og bliver levende. Så er det ikke noget, der står i en bog, men så er det noget, der begynder at fortælle mig noget. Og det er det, jeg kalder for en åbenbaring, siger hun og understreger, at det ikke interesserer hende at læse Bibelen som en “lukket bog”. 

- Altså, hvis bogstaverne ikke taler til mig, hvis jeg ikke kan mærke, at nærværet er der til, at jeg forstår noget dybere, så lægger jeg den væk.

Det nærvær kan til gengæld opstå hvor som helst, når som helst, siger hun; når hun vasker op, eller går tur med hundene, der efter et længere interview med få afbrydelser nu er lysvågne, fordi der rumsteres ude ved hoveddøren.

 

Blogbonus:

Reporteren når på falderebet at spørge ind til spådom og profeti. Bot har nemlig inden sin overgang til profet haft en fortid indenfor healing, clairvoyance m.m. Man kan måske godt mene, at det at profetere har nogen fællestræk med spådomskunst, at se ind i fremtidens krystalkugle - eller hvordan?

TB: Der er stor forskel. Helligånden er sandhedens ånd og spådom kommer fra trolddomskunst. Så der er meget stor forskel. Gud kender vores fremtid. Det gør Satan ikke. Han kender ikke Guds plan for os.  Man kan blive draget i en meget forkert retning ved at gå til clairvoyance og spåkoner og spåmænd.

Hvordan kan Tamarra Bot være sikker på, at det er Guds stemme hun hører, når hun sidder ved sin køkken-ø?

Hvad er prøvestenen? Og hvornår slår klokken snart tolv?

HØR hendes svar i betwixt-radio: hellig læsning HER

Øvrige medvirkende: John Rosenstock, psykolog

All 'em birds

 

Fotos: ES

**

Reporteren ønsker alle et godt nytår

Serien fortsættes...

Hellig læsning I: “Uden tvivl er tro farlig”

Hvad driver fundamentalistiske bevægelser ud i det ekstreme? Idéen om det gyldne er en del af forklaringen, mener en psykolog. Reporteren er taget på jagt efter nogen af de glitrende sandheder og deres mulige strålingsfare.

Interview v. Elsebeth w Schiller, religionssociolog & feltpoet

- Det er jo klokkeklart den gyldne fortid, siger John Rosenstock, og fastslår derved en central pointe omkring, hvad der driver fundamentalistiske bevægelser. Dem har han mange eksempler på, ligefra grønsværsfanatisme til teokratisk tvang, flere end der er plads til i en halv times betwixt-radio om ‘hellig læsning’. Til gengæld kan man læse mere i bogen ‘Uden tvivl er tro farlig - om fundamentalismens psykologi’, som han udgav på U-Press, 2017. 

Vi sidder i en stue i det nordsjællandske, omgivet af bogreoler. John Rosenstock er psykolog og har beskæftiget sig indgående med især gruppedynamik i bevægelser, der funderer tilværelsen på, hvad de læser i hellige skrifter, og i nogle tilfælde indretter  samfund efter, hvad de opfatter som den ufejlbarlige sandhed, koste hvad det vil.

- Der er både den gyldne fortid, men typisk vil der også være et nationalt traume, siger han.

I det konkrete eksempel taler han om en bevægelse, som førte Donald Trump til magten, med 9/11 som et mytologisk fix-punkt eller vendepunkt. Det vender vi tilbage til.

Der står en håndfuld roser på bordet, instant-kaffen er høj i hatten og croissanterne medbragt til temaet. Det anslås i et dystopisk flash-back til fyrrernes København, hvor Rosenstock, som barn, erfarede den ekstreme variant af totalitarisme helt tæt på, da nazister bankede på døren, og familien akkurat undslap ved en snarrådig nabos hjælp.

Den oplevelse kastede en skygge af angst ind over den unge mands liv, men gjorde ham også årvågen og gav lyst til at forstå, hvad der kan ligge til grund for menneskelig adfærd, på godt og ondt. I tvivl og skråsikker tro. 

- Jeg skal ikke dømme, om tro er en god ting eller en dårlig ting. Det jeg siger det er, at tro uden tvivl er farlig. Det er ikke troen i sig selv, der er farlig, men det er den klippefaste tro på, at jeg og min gruppe har ret.

Blogbonus:

Q: Hvordan kan vi egentlig vide, at vi ved det, vi ved?

JR: Jamen det kan vi jo heller ikke. Altså, jeg mener, jeg tror på at jorden er rund, men jeg har jo ikke undersøgt det. Så altså det er jo et spørgsmål om, hvad der er konsensus omkring. 

Der er nogen ting vi har lært og derfor tager for givet, og det er vi nødt til. Vi kan jo ikke allesammen undersøge, om det nu er rigtigt, at jorden er rund. Og vi kan ikke allesammen undersøge, om det passer at strudsen stikker hovedet i busken. Så der er nogen ting, vi må overtage fra vores gruppe og sige: jamen det er sgu nok rigtigt nok, når de allesammen siger det.

Q: Og det er det så bare ikke altid?

JR: Nej, det er det ikke.

Q: Det er der tvivlen må komme ind en gang imellem?

JR: Ja, engang imellem, men man skal jo heller ikke lade tvivlen handlingslamme en. — Man er jo nødt til at tage en beslutning og træffe nogen valg.

Fortsættes…

Sankt Hans-orm bag mørklægningsgardin
frit efter Storm P, 1940, grundet lov om ophavsret

Lyt til ‘betwixt-radio: hellig læsning’ HER

Medvirkende: 

John Rosenstock, psykolog

Tamarra Bot, profet i frikirken JKBH, tidligere: Zion Vækkelses Center

Man kan bruge sit jeg til at skabe et vi

Interview v. Elsebeth W Schiller

-Jeg har som journalist ikke nogen som helst forestilling om, at jeg nogensinde kommer til at få skovlen under nogen politikere, men derfor kan jeg da godt føle, at de fortællinger, jeg fortæller, er vigtige, siger Susanna Sommer.

Vi sidder på en strand i Korsør. Der stod to bænke, da vi ankom, det var op til mig, om det skulle være den hvidmalede ‘triptrap’ ovre ved græsset - eller den frønnede bordbænk, som vi har slået os ned på, tæt ved oplagte bølgeslag (= lyd), mens store skibe glider  forbi. 

Susanna Maria Sommer har arbejdet som journalist i mange år,  bl.a. for Danmarks Radio hvor hun allerede i slut firserne kom i praktik. Her har hun blandt andet lavet en podcast-serie om sømanden Troels Kløvedal, på baggrund af interview-bidder hentet i arkiverne bundet sammen med egne refleksioner over liv og skæbne. Over veje der krydses, de slip hvor tingene kunne være blevet anderledes. Et tilbud engang om at tage med ud på sejlads men så blev det alligevel anderledes, fordi forstædernes logik sejrede.

Eller gjorde den? 

-Jeg tror jo meget på, at man kan bruge sit jeg til at skabe et vi. Altså, i den der historie, Drømmenes Kaptajn (red.), der laver jeg jo en persona, som selvfølgelig er mig og og min families historie, men jeg gør den jo også til sindbilledet på en masse menneskers historie.

Vi taler om udviklingen fra monopolradio over lokalradioer til podcast, der også for en professionel som Sommer har givet større frihed til at arbejde uafhængigt. På Facebook og blog kalder hun sig ‘farende frøken’ og ‘lydguru’. Hun arbejder freelance for organisationer som museer og fonde - og underviser deltids på Syddansk Universitet i lyd og fortælling:

-Bare fordi man ikke taler om det, så betyder det jo ikke, at fortælleren i journalistiske historier ikke er sindssygt vigtig og præger historien på mange forskellige måder. Så det har vi lavet et kursus i, som vi har været nødt til at opfinde lidt fra grunden. 

Det traditionelle ideal, om at journalistik skulle være som tryksværten i avisen, så neutralt som overhovedet muligt, har gjort  det svært at finde teoretisk materiale om fortællende journalistik, siger hun, så de har stykket et forløb sammen med faglig ballast fra narratologi, retorik og journalistik. Nyheds- og debatprogrammer er “supervigtige” men ikke lige Sommers egen journalistiske kop te:

-Fordi jeg synes det er kedeligt. Jeg ville jo savne alt det, der ligger i fortællingen.

Podcasts har sammen med platforme som YouTube gjort det muligt for flere stemmer at komme til orde mere direkte. Der skal ikke et stort produktionsapparat til. Man kan bare gå i gang med få midler, så kan der skabes indblik i verdener, de fleste ikke kender til, som når fangerne i et fængsel for eksempel laver deres egen podcastserie, fremhæver Sommer. 

Empowerment?

Men ender det ikke i en kakafoni af stemmer? Rykker det noget med de mange fortællinger? Er det ikke deri empowermentet består, at det rykker noget også politisk?

-Empowerment er jo, at man bliver synlig, og det at være synlige sammen og pludselig ha’ en fornemmelse af, at jeg er ikke den eneste i verden, der har det på denne her måde .. det kan være sådan en culture action for, at man faktisk begynder at engagere sig og ændre noget i de samfundsstrukturer, som der er. Altså, det ligger jo ligesom i ordet, at mennesker bliver styrket af, at de ikke længere er usynlige. Det tror jeg er en helt vildt vigtig ting, siger hun og slår i bordet, så den grønne mikrofonhætte vibrerer, og der ikke lades tvivl tilbage om, at hun tror på fortællingen. Eller fortællingerne. Og synes det er et lidt fjollet spørgsmål. 

Det ryger vi en fredspibe med sukkerkugler på.

Se, siger hun, og smiler som en initieret, der giver en hemmelighed videre, imens hun nikker ud i retning af en kæmpe fregat, der i det samme med sit tudehorn bemægtiger sig det ganske lyseblå panorama. Hun er ør i Korsør, som hun plejer at sige. Fra sit vindue med katten oppe på strandvejen kan hun kan se skibene bevæge sig over havet som lydformationer på linjen i et podcastredigeringsprogram. Tit fra Søværnets flådestation der holder til på egnen, men forleden vågnede hun ved, at en lille kutter spillede rødhåret musik under fuldmånen. Det kan der sikkert spindes mange drømme over ved rorbrættet med equalizeren.

Selv går reporteren videre over broen mod havnen og hilser på en måge.

Podcasten fra betwixt-radio: Kampen om æteren, med bl.a. Susanna M. Sommer,  kan du lytte til HER

Repetition med lille buket

Kuk-kuk faldera

Kuk-kuk kumarin

Kald mig ikke tilbage

midt i mit værste hovedbrud

Med dine lystige skålsange

Den blanke vin

Kuk-kuk kuk-kuk

Med din harpikstungetale

Den forkerte indkøbsseddel

I den forkerte lomme

Den gamle traver

Kuk-kuk med skovmærker

Hakket af som vingeskudte fugle

I pandens syge kompas

Kuk-kuk faldera

Kuk-kuk kumarin

  .....Juniperus communis.....

violsorte bær er som regel

aldrig ene i morteren

normalt støder flere til

så ligger de der

på marmorlejet

som punkterede 

sammenskudspunktummer

.

                                                                    Når følelsen forsvinder

er der ikke meget digt tilbage 

 men jeg bor i dit navn 

farer vild i 3. stavelse

kalder dig hjem

som mildt syn i mig

Radiorum

- Reporteren bevæger sig og bevæges som figur i tid og rum

Af Elsebeth W. Schiller, religionssociolog & feltpoet

1981: En måge styrtdykker over Øresund. Det er meget sandsynligt. Reporteren in spe sidder i færgesalonen sammen med sin far, der skal over med spolebånd til en lokalradio i Malmø. Der er stadig monopol på radiosendinger i Danmark, men så kan man jo sende fra det hinsides, først via Dragør-Limhamn-overfarten til man med sporvogn når en statelig opgang med flisebelægning, som reporteren husker som skakternet. Så det gør de, en gruppe radioentusiaster fra Amager og omegn. Faren, Benny, er flymekaniker. Når han kommer hjem fra arbejdet i lufthavnen, har fået smidt kedeldragten og skrubbet olien af hænderne, er han også kordirigent. Teknik, lyd, er ham. Han har altid opsnappet politiradio og talt om dengang med Radio Luxemburg og piraterne. Han købte teknisk grej, da han sejlede på de syv have. Nu er han nærradiopioner og monopolbryder sammen med en flok venner fra Missionshuset, der er med på ideen. En af dem er Hans fra Hvidovre, ingeniøren, der legede radio som barn, i en papkasse, sammen med sin bror.

1982: Nu er det alvor. Teenagereporteren, der selv legede radio som barn med sin mormors kassettebåndoptager, sidder overfor digterpræsten Johannes Møllehave i et kirkerum i Virum, imens mørket falder på. Det er til et interview om kærlighed, som er temaet for reporterens anden udsendelse på Københavns Nærradio, der siden færgeturene med blødt brød og havskum har fået banket et studie op i Missionshusets kælder. Det er reporterens første kendis-interview, men enhver nervøsitet forsvinder som dug fra palindromet, da først Møllehave er i gang. Man behøver ikke tænke på pinlige pauser og det næste spørgsmål, for Johannes taler selv … om kærlighedens gerninger.. om ligegyldigheden som kærlighedens modsætning..

Senere er der nogen, der har fået nys om interviewet, som ringer op til teenage-reporterens far. Man er bekymret, Møllehave er jo ikke som prædikanterne i Missionshuset. Reporteren ligger i sofaen i sine ananasbukser eller noget andet firser-vegetabilsk, og føler pludselig verdens tyngde. Men faren er monopolbryder, kærlighedsprogrammet med Møllehaves generøse talestrøm, med hjerteslag fra The Wall, bliver sendt, og flere med det.. med punkere, hvidvinsdrikkende hekse og Jesus, selvfølgelig.

2021: Det gamle hood. Herolds varehus. De små indtørrede tabletter der folder sig ud som flor i vand, nipsenålene, de falske hundelorte. Nogen rum forekommer tidløse. Der har altid været støv der. Støvet har sin naturlige plads der. Naboens hund under en lysende himmel.
"Kan du genkende det?" spørger Viggo, nærradioens daglige leder, da de går ned ad Missionshus-trapperne som engang åbenbarede mørklakeret træ. De tilstødende lokaler, hvor et orgie af lagkager ventede, når der var festofferaftener med fiskedam i sodavandsslusen.
Reporteren kender det ud og ind, også selvom noget er rykket rundt i studieområdet bag garderoben, og mixerpulten er blevet mindre. De store klippebåndeoptagere er væk. Desværre er spolebåndene fra radioens formative periode det også.
Reporteren låner toilettet, hvor hun og veninden fra Smiths venner engang prikkede hul i flamingopladerne i loftet og fortalte hinanden molbohistorier, når ventetiden inden afhentning i folkevognsrugbrød blev for lang. 

Det gamle hood - og det nye. En kiosk der kalder sig 24-7 henne ved Metroen.

Reporteren springer på for at følge radiomediets bevægelse videre fra monopol over lokalradio til podcast - lyt HER til betwixt-radio: kampen om æteren

Medvirkende:

 

Lokal hund 

Viggo Wive, daglig leder af Københavns Nærradio 

Fysiklærer Brita Ekberg og ingeniør Hans Ekberg; lokalradiopionerer på Københavns Nærradio nu producere på Hvidovre Nærradio

Yadunandan Das, musiker og daglig leder af Radio Krishna

Susanna Sommer, journalist og underviser i lyd og podcast 

Producer: Elsebeth W Schiller, religionssociolog & feltpoet

Benny W Schiller ved mixerpulten i det allerførste 'studie' 

i bopælen på Amager.

(Foto af artikel fra Kristeligt Dagblad/Tuxen 9-1-1981)

Må man mene noget?

Siden sidst: Reporteren har været ude og tale med nogen af dem, der fik stemme, da lokalradioerne kom til i 1983 - som en anerkendelse af de særlige stemmers og holdningers berettigelse i samfundet 

I første udgave af betwixt-radio, blev der spurgt: Må man mene noget som forsker? Ja, svarede religionssociolog Peter B. Andersen.

I en ny udgave af betwixt-radio: kampen om æteren - stilles samme spørgsmål til journalistikken. 

Man kunne så fremdeles spørge grønthandlere, børsnotarer og frisører: Må man mene noget? Og måske ville svaret være et rungende: Er du tosset? For i et demokrati er vi jo vant til, at man godt må mene noget, ja det er vistnok en del af vores kultur at værne om retten til mening - individuelt og kollektivt. Efter de sociale mediers fremkomst, behøver den enkelte borger ikke engang ulejlige sig ned til postkassen med et frankeret læserbrev, det er bare at klikke udgiv, så er man en del af den store kakafoni af meninger og præferencer. Hvilket ikke nødvendigvis er det samme.

Når spørgsmålet fremhæves særligt i forbindelse med ovennævnte fag, forskning og journalistik, er det fordi, der især dér har været en forestilling og et ideal om objektivitet. Altså at det er muligt at stå et jomfrueligt sted og tage pulsen på sin omverden, neutralt referere, rapportere, beskrive, og spørge, uden at lade sig mærke med, hvordan man iøvrigt selv forholder sig til det, man undersøger.

Simpelt sagt, for indenfor videnskabsteorien har man længe tænkt over, at det ikke er så enkelt. Forskere står i fare for at bedrage sig selv og andre, hvis de foregiver at stå på neutral grund, og derfor er al god videnskab da også et spørgsmål om at blive bevidst om sin egen forforståelse, tydeliggøre hvilke traditioner og teorier, man støtter sig til, møjsommeligt argumentere for, hvorfor den ene tilgang forekommer bedre/mere relevant end den anden i en given situation, med hvilke metoder man er nået frem til sin viden osv. Transparens er vigtig. Antropologer har drevet det så vidt, at de laver feltnotater og skriver dagbøger, hvor (forsker-)jeg-et’ s følelser tæller med som kildemateriale. Ligesom journalister indenfor New Journalism i 1960’erne begyndte at bruge sig selv i teksten som figurer, igennem hvis sanseapparat og selv-refleksion historien blev registreret og fortalt, ikke for at fabulere, men for at give læseren et mere facetteret billede af virkeligheden.

Journalisten Glenn Greenwald, der var med til at formidle whistleblower Edward Snowdens NSA-leak i 2013, tilhører den gruppe af journalister, der mener, at journalistik ikke holder op med at være journalistik, fordi journalister vedkender sig deres udgangspunkt:

“Journalists aren't "objective" because they're human. Humans are subjective, not objective.
The difference isn't between journalists who have political views and those who don't (they all do).
It's between those who acknowledge theirs & those who falsely pretend they have none.”

 (Twitter d. 24-5-2021)

Den tilgang har han fået kritik for. Også her er der selvfølgelig et kontinuum af positioner, hvor nogen eksempelvis kan mene, at det er ok, at en journalist mener noget, men at egen ildhu ikke må overdøve det budskab, der skal formidles. Spørgsmålet er bare: Kan neutralitetsidealet ikke gå hen og blive ’støj’ i sig selv, hvis det bliver uklart og kræver en masse analyse af modtageren at gennemskue, hvorfor noget bliver sat på dagsordenen fremfor noget andet? Hvad masker sig bag gemslen? Hvor kommer støjen egentlig fra?

I radio-mediets formative dage i Danmark i 1920’erne, og i de år der fulgte, hvor Statsradiofonien i første omgang vandt kampen om æteren, kan man se et lignende tovtrækkeri imellem dem, der mente, at sendetiden skulle bruges til at tune folket ind på demokrati og alsidighed ud fra en åben (arbejder)politisk dagorden, versus den (borgerlige) fløj der mente, at radioens opgave var neutralitet og objektivitet. De borgerlige var bekymrede for, at radioen blev brugt til propaganda. Lavpraktisk bar radiomediet dog længe præg af en borgerlig finkulturs smag og præferencer for fx opera og artikuleret tale på rigsdansk. Men folket ville, viste en lytterundersøgelse, have mere balalajka …*

Reporteren har været ude og tale med nogen af dem, der fik stemme, da lokalradioerne kom til i 1983 - som en anerkendelse af de mange særlige stemmers og holdningers berettigelse i samfundet - og som en overgang til den medievirkelighed, med sociale medier og podcasts, som vi kender i dag.

Lyt til betwixt-radio: kampen om æteren - her

Medvirkende: 

Viggo Wive, daglig leder af Københavns Nærradio. Radiopionerer; Hans og Brita Ekberg, Hvidovre, Yadunanandan Das, musiker og producer på Radio Krishna - og journalist og lydguru Susanna Sommer.

Producer: Elsebeth W Schiller

* Kilde: Klaus Bruhn-Jensen (red.): Dansk Mediehistorie, bd. 2, Samfundslitteratur 2001

Hovedet over døren

 - Nej, det er (vist nok) ikke en rekvisit fra en QAnon-aktion!

”Hovedet over døren er en maske der bliver brugt ved Lama-dans, som foregår i klostre i Nepal, Tibet Indien. Det kan have forskellige betydninger. Det er bragt til Danmark af Lakha Lama Rinpoche”, svarer Hans-Jørgen Hansson i mailen, der tikker ind nogle dage efter, at reporteren har taget billedet på vej ud af døren i forbindelse med et interview om ritualer og covid.

 

Reporteren googler ’lama-dans’ og ’maske' og graver i hukommelsen. Der var jo indvielsesfesten dengang i det nordlige Indien. Der var dans og masker og gulhatte, der blæste i lange horn. Templer og tankhaer, plancherne med de mange gudeskikkelser fra verdens tag. Alle farverne og Buddhaens mange manifestationer. Uendeligt mange navne af en anden verden. Måske betød det ikke noget. Eller også var det netop det, det gjorde, og man måtte selv finde ud af det.

 

Lakha Lama Rinpoche er grundlæggeren af det tibetansk buddhistiske center, Phendeling, i Nørregade, hvor Hans-Jørgen underviser i fyraftens-meditation. Omkring Skt. Pederstræde finder man opgangen med trappen og en gammel grøn elevator, der måske virker.

Tempelrummet ligger på 2. sal, interviewet finder sted i køkkenet inde bagved. En af de andre har tændt en el-kedel, som hun slukker igen, da optagelsen starter.

 

Hans-Jørgen Hansson har praktiseret Buddhisme i et par årtier:

 

”Ifølge Dharmaen (red.; Buddhas lære) så er der jo ikke nogen grænser imellem os, så hænger vi jo i virkeligheden sammen. Vi har godt nok hver vores krop, men det vi egentlig er, vores sind, er der ingen grænser imellem. Så at vi alle er i samme båd, det kan jeg kun tilslutte mig. Vi er det ikke rent praktisk, sådan rent niveaumæssigt”, siger Hans-Jørgen, der tilhører den del af buddhismen som også kaldes Mahayana; det store fartøjs buddhisme.

 

I buddhismen opfatter man tilværelsen cyklisk med mulighed for opstigning, eller fald. Alle levende væsner fødes og dør og fødes igen på et niveau, der svarer til den ’mentale tuning’, den åndelige indsigt, man har opnået i livet. I følge den tibetanske tradition er der 6 stadier eller etager, man kan havne på; fx dyreverdenens, de sultne ånders verden, og gudernes berusende sfære. At fødes som menneske er bedst, for det giver mulighed for at meditere over eksistensen og dermed lære at styre de lovmæssigheder (karma), der kaster en tilbage i eksistensens cyklus, hvor der er lidelse, så længe der er driftsstyrede individer, som handler uden visdom. Særligt oplyste mennesker siges at kunne kontrollere sindet, så de i dødsøjeblikket kan vælge at indgå i Nirvana, en tilstand hinsides godt og ondt, uden smerte. Helt særligt oplyste mennesker vil vælge at vende tilbage i livshjulet (samsara) for at hjælpe andre på vej. De kaldes bodhisattvaer, og for dem er der først Nirvana, når alle er med.

 

-

 

Søgningen fører reporteren til et væsen ved navn Yama(n)taka, en drabelig figur, der har hornene tilfælles med hovedet over døren. Maskens betydning bliver tydelig for de indviede. Men reporteren må til tasterne: 

 

Hej igen, Hans-Jørgen
Håber du er kommet godt ind i det nye år -
Kan du be-/afkræfte at omtalte hornede maske forestiller Yamantaka alias Vajrabhairava?
 
 
Hej Igen. Jeg kan hverken be- eller afkræfte. Flere af maskerne bliver brugt i forskellige sammenhæng - masken over døren har horn og kan måske have været anvendt til at symbolisere Yamataka - andre masker er mere entydige og efterlader ikke tvivl - så altså.... Godt nytår
 

   

Interviewet med Hans-Jørgen Hansson - om ritual & pandemi - kan du høre i udsendelsen her produceret af betwixt-radio.

fotos: es