Må man mene noget?

Siden sidst: Reporteren har været ude og tale med nogen af dem, der fik stemme, da lokalradioerne kom til i 1983 - som en anerkendelse af de særlige stemmers og holdningers berettigelse i samfundet 

I første udgave af betwixt-radio, blev der spurgt: Må man mene noget som forsker? Ja, svarede religionssociolog Peter B. Andersen.

I en ny udgave af betwixt-radio: kampen om æteren - stilles samme spørgsmål til journalistikken. 

Man kunne så fremdeles spørge grønthandlere, børsnotarer og frisører: Må man mene noget? Og måske ville svaret være et rungende: Er du tosset? For i et demokrati er vi jo vant til, at man godt må mene noget, ja det er vistnok en del af vores kultur at værne om retten til mening - individuelt og kollektivt. Efter de sociale mediers fremkomst, behøver den enkelte borger ikke engang ulejlige sig ned til postkassen med et frankeret læserbrev, det er bare at klikke udgiv, så er man en del af den store kakafoni af meninger og præferencer. Hvilket ikke nødvendigvis er det samme.

Når spørgsmålet fremhæves særligt i forbindelse med ovennævnte fag, forskning og journalistik, er det fordi, der især dér har været en forestilling og et ideal om objektivitet. Altså at det er muligt at stå et jomfrueligt sted og tage pulsen på sin omverden, neutralt referere, rapportere, beskrive, og spørge, uden at lade sig mærke med, hvordan man iøvrigt selv forholder sig til det, man undersøger.

Simpelt sagt, for indenfor videnskabsteorien har man længe tænkt over, at det ikke er så enkelt. Forskere står i fare for at bedrage sig selv og andre, hvis de foregiver at stå på neutral grund, og derfor er al god videnskab da også et spørgsmål om at blive bevidst om sin egen forforståelse, tydeliggøre hvilke traditioner og teorier, man støtter sig til, møjsommeligt argumentere for, hvorfor den ene tilgang forekommer bedre/mere relevant end den anden i en given situation, med hvilke metoder man er nået frem til sin viden osv. Transparens er vigtig. Antropologer har drevet det så vidt, at de laver feltnotater og skriver dagbøger, hvor (forsker-)jeg-et’ s følelser tæller med som kildemateriale. Ligesom journalister indenfor New Journalism i 1960’erne begyndte at bruge sig selv i teksten som figurer, igennem hvis sanseapparat og selv-refleksion historien blev registreret og fortalt, ikke for at fabulere, men for at give læseren et mere facetteret billede af virkeligheden.

Journalisten Glenn Greenwald, der var med til at formidle whistleblower Edward Snowdens NSA-leak i 2013, tilhører den gruppe af journalister, der mener, at journalistik ikke holder op med at være journalistik, fordi journalister vedkender sig deres udgangspunkt:

“Journalists aren't "objective" because they're human. Humans are subjective, not objective.
The difference isn't between journalists who have political views and those who don't (they all do).
It's between those who acknowledge theirs & those who falsely pretend they have none.”

 (Twitter d. 24-5-2021)

Den tilgang har han fået kritik for. Også her er der selvfølgelig et kontinuum af positioner, hvor nogen eksempelvis kan mene, at det er ok, at en journalist mener noget, men at egen ildhu ikke må overdøve det budskab, der skal formidles. Spørgsmålet er bare: Kan neutralitetsidealet ikke gå hen og blive ’støj’ i sig selv, hvis det bliver uklart og kræver en masse analyse af modtageren at gennemskue, hvorfor noget bliver sat på dagsordenen fremfor noget andet? Hvad masker sig bag gemslen? Hvor kommer støjen egentlig fra?

I radio-mediets formative dage i Danmark i 1920’erne, og i de år der fulgte, hvor Statsradiofonien i første omgang vandt kampen om æteren, kan man se et lignende tovtrækkeri imellem dem, der mente, at sendetiden skulle bruges til at tune folket ind på demokrati og alsidighed ud fra en åben (arbejder)politisk dagorden, versus den (borgerlige) fløj der mente, at radioens opgave var neutralitet og objektivitet. De borgerlige var bekymrede for, at radioen blev brugt til propaganda. Lavpraktisk bar radiomediet dog længe præg af en borgerlig finkulturs smag og præferencer for fx opera og artikuleret tale på rigsdansk. Men folket ville, viste en lytterundersøgelse, have mere balalajka …*

Reporteren har været ude og tale med nogen af dem, der fik stemme, da lokalradioerne kom til i 1983 - som en anerkendelse af de mange særlige stemmers og holdningers berettigelse i samfundet - og som en overgang til den medievirkelighed, med sociale medier og podcasts, som vi kender i dag.

Lyt til betwixt-radio: kampen om æteren - her

Medvirkende: 

Viggo Wive, daglig leder af Københavns Nærradio. Radiopionerer; Hans og Brita Ekberg, Hvidovre, Yadunanandan Das, musiker og producer på Radio Krishna - og journalist og lydguru Susanna Sommer.

Producer: Elsebeth W Schiller

* Kilde: Klaus Bruhn-Jensen (red.): Dansk Mediehistorie, bd. 2, Samfundslitteratur 2001