I genbrugsbutikkens halvmørke har medarbejderne samlet sig foran disken, som om de har holdt stabsmøde. Det har de måske også. Stemningen virker løftet og dagslyset pibler ind. En kvinde gik gennem butikken i en kjole med røde hjerter. En gammel mand talte i telefon: Du behøver ikke ringe tilbage, sagde han.
Jeg skal ikke købe noget. Tjekkede hylden med journalistik men vil egentlig helst ud og læse i min medbragte biblioteksbog. Jeg er i gang med et undervisningsforløb om reportage, og planen var søkaffe henne ved Lagkagehuset, notater i en brise, men da jeg gik over dr. Louises Bro, besluttede jeg mig alligevel for dette svinkeærinde.
Udenfor er stemningen også sært løftet. Det er varmt, folk er på gaden i usædvanlig mængde. Henne ved hjørnet Fælledvej/Nørrebrogade fremgår det hvorfor: Politiet har sat afspærringer op, folk taler om, at der er sket noget henne ved broen. Ført af fortovsstimlen passerer jeg et par kvinder, der har nydt en cocktail i solen, de taler om en bil. Bil - mængde - mand. De ord svirrer i luften. Der er virkelig mange mennesker på gaden, jeg drejer op ad Ravnsborggade, tænker at det er et smukt kvarter, og at jeg stadig kan drikke min kaffe som planlagt, men det viser sig, at der også er afspærret ved første sidegade mod søerne, og en ordknap betjent beder de, der ikke lige bor i området, om at gå igen.
Folk stiller spørgsmål: Hvad er der sket? Hvor? Er det alligevel ikke ved broen?
Et par drenge inde på asfalten gejler hinanden op. - Det er ligesom er være med i vores eget 9/11, siger de.
Tænker på N, der arbejder i nærheden. Overvejer at ringe. Overvejer at gå helt væk. Tænker på Tom Kristensens novelle om Ulykken, som jeg lige har har genlæst i forbindelse med forløbet. Der er ikke noget mere patetisk, end folk der går i vejen og snager i andres ulykke; sensationslyst og drømme om skibskatastrofer. Men i stedet for at gå videre drejer jeg ned ad Sankt Hans Gade og ankommer nu til Sortedammen med en følelse af nødvendighed.
Her bliver det tydeligt, at dét, folk taler om, er sket henne ved den rabarberrøde bygning, mit bestemmelsessted. - Jeg har lige siddet der for en time siden og drukket kaffe, fortæller en ældre kvinde, der er vendt tilbage, måske for at forstå, at det er virkelig sandt. At det er dér, bag de rød-hvide-afspærringsbånd.
Klokken er 15:50: Jeg ringer. 15:53, 15:56. Først 16:01 får jeg et beroligende opkald. Alt er godt, siger N, men det ved vi jo ikke er tilfældet. Det er en smuk forårsdag, en dag hvor folk drikker søkaffe og henter kager til eftermiddagskaffen, som også N’s kolleger havde talt om, men en person har “mistet herredømmet”, over sin røde bil, skriver aviserne.
**
- Det var et uheld, gentager en cafégæst for at berolige en ung servitrice. Via de promenerende er nyheden også nået ned til den anden ende af Sortedam Dossering. Ordet langbord får mig til at tænke, at det “kun” var meget tæt på. - Men jeg kan slet ikke have sådan noget, gentager medarbejderen. Også dér drikker folk kaffe af klirrende service. Også dér kaster de store kastanjetræer, som omkranser søerne, deres svalende skygge.
Foto: E.Schiller 30. april 16:09
