Af Elsebeth w Schiller, religionssociolog & reporter
Det legende menneske er titlen på en af Jørgen Leths antropologiske film - og den kan man for tiden se på Kastrupgårdsamlingen ude på Amager.
Filmen vises i et af de første rum tilknyttet museets aktuelle udstilling, der bærer titlen ‘Verdens lege’. Og det er en rigtig god idé at bruge tid på den, inden man går videre igennem udstillingbygningen, og ser de mange ophængte fotos - af bl.a. pressefotografen Jan Grarup - som viser mennesker fra hele verden, især børn, der leger under meget forskellige livsvilkår.
Med filmen drosler man ned fra diverse hektiske gøremål, med filmen kommer man i flow, båret af sekvenser med mennesker, der er dybt optagede af at lege, hvad enten det er tibetanske drenge der spiller bold iført vinrøde munkedragter, eller en adræt pige der balancerer på et hegn ved en strand i Brasilien, eller en purk der improviserer et mesterværk på et halvstemt klaver badet i dagslys og indre musik. Eller voksne mennesker der surfer, leger frøer, finder sig selv bag masker, ritualer der leder til latter og byder kynismen trods.
Den ene sekvens glider over i den anden som rullende bølger, og ind imellem, men ikke dominerende, Leths egen karakteristiske stemme, de simple betragtninger, der genskaber et blik, som måske er det antropologiske eller bare det blik, man har mistet i kampens hede og forlagt i de usmidige kassesystemer, vi kalder voksenkultur. På én gang et nysgerrigt blik, som en udefrakommendes der ikke er gået native, og samtidig medlevende, fordi det fænomen, der undersøges, er fælles menneskeligt.
I udstillingens sidste, store, rum er der opstillet en kæmpe flippermaskine, som man selv kan afprøve. Den præsenteres på museets hjemmeside som en interaktiv legeinstallation, Biodiversitetsflipperen, skabt af Hartmut Stocker, og selvom det måske lyder fint, så appellerer værket til spontan ildhu, af den seriøst muntre slags, for børn såvel som voksne, hvilket mine to ledsagere straks demonstrerede.
![]() |
| 'Biodiversitetsflipperen' - fragment |
Der er højt til loftet på udstillingen, der er runde puder på gulvet at sidde på, og tegneblyanter på bordene. Der er strand lige i nærheden..
‘Verdens lege’ vises på Kastrupgårdsamlingen fra 17. juni - 1. oktober 2023. Gratis adgang.
Museet har i øvrigt en fin samling af grafisk kunst samt malerier af Theodor Philipsen.
‘Det legende menneske’, dokumentarfilm fra 1986. Instruktion og manus; Jørgen Leth, produktion; Hanne Uldal.


