Dæk!

I dagens udgave af Presselogen konfronteres tre mediechefer fra henholdsvis Politiken, Berlingske og TV2 med en medieforskers velmente kritik af mediernes rolle i såkaldte ‘mediebegivenheder’. 

Afsættet er Zelenskyys nylige besøg i Danmark, hvor der var inviteret  til et arrangement, omgærdet af mystik, i Skrydstrup, der jo viste sig at være overdragelsen af F16-fly. Det ventede pressemøde - med tilhørende fotoshoots af muntre politikere i kampfly - blev en stærkt kontrolleret og nedbarberet omgang, hvor der kun blev levnet plads til 4 spørgsmål, 2 fra danske medier og 2 fra ukrainske - hvilket de tre mediechefer gav udtryk for, at de bestemt ikke var tilfredse med. 

Til taffel

Det kan derfor undre, at de alle tre forsvarer sig så nidkært, når medieforskeren* gør opmærksom på, at medierne selv, ved at rydde sendefladen, også når der efterfølgende inviteres til seance med dronning & co, herunder overrækkelse af hjemmemalet livstræ fra Marselisborg Slot, OG ved at følge denne seance temmelig ukritisk starstruck, reducerer sig selv til magtens lakajer.

Det vil de dog ikke have siddende på sig. Vi dækkede det, og vi skal dække det, siger de, mens det fremgår, at det at dække bliver lig med: Vi var der, vi transmitterede det, der skete.

Men hvornår er pressedækning blevet det samme som mikrofonholderi?

At dække bør vel journalistisk set betyde; at komme rundt om noget, altså hele vejen rundt så vidt muligt - skønt det lader til, at de tre mediechefer i høj grad har forvekslet den journalistiske opgave, nemlig at få nuancer og forskellige vinkler med, med en ganske anden variant af at dække, der pt. fremstår ret bedugget, blandt andet fordi der ikke blev spurgt ind til det.

*) Hanne Jørndrup, RUC.

/ES

Homo Ludens

The flow must go on..

Af Elsebeth w Schiller, religionssociolog & reporter

Det legende menneske er titlen på en af Jørgen Leths antropologiske film - og den kan man for tiden se på Kastrupgårdsamlingen ude på Amager.

Filmen vises i et af de første rum tilknyttet museets aktuelle udstilling, der bærer titlen ‘Verdens lege’. Og det er en rigtig god idé at bruge tid på den, inden man går videre igennem udstillingbygningen, og ser de mange ophængte fotos - af bl.a. pressefotografen Jan Grarup - som viser mennesker fra hele verden, især børn, der leger under meget forskellige livsvilkår.

Med filmen drosler man ned fra diverse hektiske gøremål, med filmen kommer man i flow, båret af sekvenser med mennesker, der er dybt optagede af at lege, hvad enten det er tibetanske drenge der spiller bold iført vinrøde munkedragter, eller en adræt pige der balancerer på et hegn ved en strand i Brasilien, eller en purk der improviserer et mesterværk på et halvstemt klaver badet i dagslys og indre musik. Eller voksne mennesker der surfer, leger frøer, finder sig selv bag masker, ritualer der leder til latter og byder kynismen trods. 

Den ene sekvens glider over i den anden som rullende bølger, og ind imellem, men ikke dominerende, Leths egen karakteristiske stemme, de simple betragtninger, der genskaber et blik, som måske er det antropologiske eller bare det blik, man har mistet i kampens hede og forlagt i de usmidige kassesystemer, vi kalder voksenkultur. På én gang et nysgerrigt blik, som en udefrakommendes der ikke er gået   native, og samtidig medlevende, fordi det fænomen, der undersøges, er fælles menneskeligt. 

I udstillingens sidste, store, rum er der opstillet en kæmpe flippermaskine, som man selv kan afprøve. Den præsenteres på museets hjemmeside som en interaktiv legeinstallation, Biodiversitetsflipperen, skabt af Hartmut Stocker, og selvom det måske lyder fint, så appellerer værket til spontan ildhu, af den seriøst muntre slags, for børn såvel som voksne, hvilket mine to ledsagere straks demonstrerede.

'Biodiversitetsflipperen' - fragment

Der er højt til loftet på udstillingen, der er runde puder på gulvet at sidde på, og tegneblyanter på bordene. Der er strand lige i nærheden..

‘Verdens lege’ vises på Kastrupgårdsamlingen fra 17. juni - 1. oktober 2023. Gratis adgang.

Museet har i øvrigt en fin samling af grafisk kunst samt malerier af Theodor Philipsen.

‘Det legende menneske’, dokumentarfilm fra 1986. Instruktion og manus; Jørgen Leth, produktion; Hanne Uldal.

Trumpism and Nothingness

 

Røgring

Af Elsebeth w Schiller, religionssociolog & reporter

I Christoffer Guldbrandsens biografaktuelle dokumentar ‘A Storm foretold’ pulser hovedpersonen først og sidst på en gigantisk cigar, og publikum ler nærmest forløst denne fredag aften i Bremen Teater, hvor reporteren er havnet på række 16, og alting skinner rødt som det pureste premiereguld, mens andre kanoner so far sidder sikkert i vip-sæderne nede foran scenen.

Filmen har været længe undervejs, der har været pludselige cuts, trusler om sagsanlæg mod instruktøren. Men nu sker det. Roger Stone, amerikansk politiks scenevante godfather, dukker frem på lærredet i røg og damp:

Roger i flagstribet jakkesæt, hat og gangstersolbriller, Roger der danser med skæve charmerende vrid til en rap. 

Roger med himmelblåt blegemiddel i frisørstolen.

Roger der ryster en drink, ved filmholdets ankomst, og på stacceret tysk twister Guldbrandsens efternavn til Schnitzengruben.  Der må være et nazi-slægtskab, som han vil røbe, hvis instruktøren ikke arter sig, siger han skæmtende.

Salen ler.

"There is no vetting cocksucker!"

Sådan fortsætter det dog ikke. Undervejs tager dokumentarist og journalist Guldbrandsen os med på en alvorlig rejse, der handler om at forstå, hvad der driver amerikansk politik, MAGA-bevægelsen, og Roger Stone i særdeleshed, Trumps strateg op til valget i 2016. Og også efterfølgende en central figur.

Som filmens titel antyder er et hovedspørgsmål, hvad der førte frem til den såkaldte storm på kongressen 6. januar 2021. I samarbejde med Frederik Marbell følger Guldbrandsen Stone i årene op til valgnederlaget, hvor stop the steal-kampagnen, Stones idé, sættes i gang. De to er med på hotelværelset og foran Capitol i Washington, da det hele kulminerer kaotisk - og Roger Stone rystet vælger at flygte ud af byen.

Det er  klart imponerende, at Guldbrandsen (igen) er lykkedes med at komme så tæt på magten. Hans metode. Den troskyldigt underspillede mr. Coolness der sidder bag rattet som taxi-driver og stiller spørgsmål til superstrategen, nogen har kaldt en batman-skurk, samt hans ditto tegneserieagtige entourage. Der spilles kyndigt med på iscenesættelsen.

Alvorligt bliver det også på anden vis, fordi Christoffer Guldbrandsen rammes af et hjertestop, så filmsamarbejdet, der ellers var ophørt, tager en ny drejning.

"Jesus it's hot in here.. it's so fucking hot in here"

 

Selv håbede jeg på at få mere indblik i Stones rolle i den religiøse kreds omkring Trump, al den stund at Roger Stone i 2020 erklærede sig som nyfrelst, og siden har positioneret sig som hellig hjælperskikkelse jf. en profeti, i følge hvilken trompeten Trump, the chosen one, skal sejre, og hvis ikke det sker, så venter trængsel af apokalyptiske dimensioner. Dette tankegods, som i øvrigt fremføres intenst i disse dage i forbindelse med tiltalen imod ex-præsidenten, fornemmer man i enkelte klip, hvor Stone taler til folket, men det uddybes ikke. 

Det er heller ikke filmens fokus. Dokumentaren skildrer først og fremmest den politiske strateg Stone, der hidtil har fremstået som Trumps 101% dedikerede støtte. I filmen krakelerer det billede.