-et causeri
Den velkendte havre, der vifter i vinden hver sommer, stammer antageligt fra flyvehavre, som når det er modent taber ”hovedet” og ”flyver” væk. Måske derfor man vistnok sine steder betragtede havren som ukrudt. Kan noget ikke udvindes, er det nok sådan, det er, tænker man, men altså havren, avena, sådan som vi kender den og har kendt den siden bronzealderen og især jernalderen har masser af indlysende fordele, ved vi nu; den rammes ikke af goldfodssyge som andre sorter, forarbejdet er den fuld af god næring for os mennesker, skønt størstedelen af havrehøsten, der ligger i juni-juli, bruges som dyrefoder til heste jf. Den store danske.
Jeg har selv lige indtaget en solid portion havregrød og befinder mig vel. Grøden lægger ligesom en ubestikkelig bund. Ved min side har jeg en bog, Rifbjergs ’Dag efter dag’ fra Tiderne Skifter 2011, hvor forfatteren figurerer på forsiden som naivistisk tubaspiller med oppustede øjne, ikke spraglet som hos de koloristisksindede malere, mere grå som i grød.
Selvfølgelig kan man peppe sin havregrød op, som man lyster. Tilsæt foruden havremælk fx usaltede jordnødder, hakkede hasselnødder .. rosiner, blåbær eller anden frisk frugt efter behag og pengepung. Et drys vanilje. De små twist der gør grøden personlig. Kardemomme kan fx lede tankerne hen på en bjergcafé i Manali, hvis det er der man vil hen.
Man kan også ”bare” gøre som min bedstefar Hugo, min første havregrøds-advokat, der i sin lænestol, med butterfly og udkig til pæretræer, gennemførte sit daglige ritual; at spise grøden simpel, kogt på vand, drysset med sukker, den karakteristisk slimede tøsnesfernis, gerne med kanel og smørklat, en slags hverdagsjul til morgenavisen, der både holder maven og festen i gang. Havren har som bekendt bjælder på, men bør naturligvis ikke sluges, så den klinger i den gale hals.
Når Rifbjerg skriver sine hverdagsnotater i den grå bog som et blend af (kultur-)politisk krudtrøg tilsat andalusiske mandeltræer er det også betragtninger som dem om genboen, p. 10, der trofast lufter sine to farveskiftende kæmpepudler efter samme mønster, der gør det sjovt at læse. Hvordan de store dyr utrætteligt slæbes op og ned ad trapper, det rygvendt nødtørftige intermezzo med tyngdeloven. Alt kan gøres til genstand for læsning og skrivning. Og tit er det det, som ligger lige for, der er det egentlige pift.
/ES