Søkaffe

I genbrugsbutikkens halvmørke har medarbejderne samlet sig foran disken, som om de har holdt stabsmøde. Det har de måske også. Stemningen virker løftet og dagslyset pibler ind. En kvinde gik gennem butikken i en kjole med røde hjerter. En gammel mand talte i telefon: Du behøver ikke ringe tilbage, sagde han.

Jeg skal ikke købe noget. Tjekkede hylden med journalistik men vil egentlig helst ud og læse i min medbragte biblioteksbog. Jeg er i gang med et undervisningsforløb om reportage, og planen var søkaffe henne ved Lagkagehuset, notater i en brise, men da jeg gik over dr. Louises Bro, besluttede jeg mig alligevel for dette svinkeærinde.

Udenfor er stemningen også sært løftet. Det er varmt, folk er på gaden i usædvanlig mængde. Henne ved hjørnet Fælledvej/Nørrebrogade fremgår det hvorfor: Politiet har sat afspærringer op, folk taler om, at der er sket noget henne ved broen. Ført af fortovsstimlen passerer jeg et par kvinder, der har nydt en cocktail i solen, de taler om en bil. Bil - mængde - mand. De ord svirrer i luften. Der er virkelig mange mennesker på gaden, jeg drejer op ad Ravnsborggade, tænker at det er et smukt kvarter, og at jeg stadig kan drikke min kaffe som planlagt, men det viser sig, at der også er afspærret ved første sidegade mod søerne, og en ordknap betjent beder de, der ikke lige bor i området, om at gå igen. 

Folk stiller spørgsmål: Hvad er der sket? Hvor? Er det alligevel ikke ved broen?

Et par drenge inde på asfalten gejler hinanden op. - Det er ligesom er være med i vores eget 9/11, siger de.

Tænker på N, der arbejder i nærheden. Overvejer at ringe. Overvejer at gå helt væk. Tænker på Tom Kristensens novelle om Ulykken, som jeg lige har har genlæst i forbindelse med forløbet. Der er ikke noget mere patetisk, end folk der går i vejen og snager i andres ulykke; sensationslyst og drømme om skibskatastrofer. Men i stedet for at gå videre drejer jeg ned ad Sankt Hans Gade og ankommer nu til Sortedammen med en følelse af nødvendighed.

Her bliver det tydeligt, at dét, folk taler om, er sket henne ved den rabarberrøde bygning, mit bestemmelsessted. - Jeg har lige siddet der for en time siden og drukket kaffe, fortæller en ældre kvinde, der er vendt tilbage, måske for at forstå, at det er virkelig sandt. At det er dér, bag de rød-hvide-afspærringsbånd.

Klokken er 15:50: Jeg ringer. 15:53, 15:56. Først 16:01 får jeg et beroligende opkald. Alt er godt, siger N, men det ved vi jo ikke er tilfældet. Det er en smuk forårsdag, en dag hvor folk drikker søkaffe og henter kager til eftermiddagskaffen, som også N’s kolleger havde talt om, men en person har “mistet herredømmet”, over sin røde bil, skriver aviserne. 

**

- Det var et uheld, gentager en cafégæst for at berolige en ung servitrice. Via de promenerende er nyheden også nået ned til den anden ende af Sortedam Dossering. Ordet langbord får mig til at tænke, at det “kun” var meget tæt på. - Men jeg kan slet ikke have sådan noget, gentager medarbejderen. Også dér drikker folk kaffe af klirrende service. Også dér kaster de store kastanjetræer, som omkranser søerne, deres svalende skygge.

Foto: E.Schiller 30. april 16:09

Where, O death?

frozen duck

E. T. `´enfant terrible

 

Postkassen - en adventshistorie

Jeg vil gøre som mr. King. Eller som ham sci-fi-forfatteren jeg så en youtube-video med forleden. Bare skrive derudad og se hvor det bærer hen. Nogen gange er det godt at give slip.

Den egentlige foranledning er nu ikke af terapeutisk (egoistisk?) art men mere altruistisk, hvis jeg selv skal sige det. Det forholder sig nemlig sådan, at en historie ændrede mit liv. 

En kold decembermorgen gik jeg ud for at tømme min postkasse, kun iført slåbrok og et par udtjente slippers, et vovet forehavende eftersom vi taler minusgrader, og glatføre på det lille stykke, godt 5 meter, fra hoveddør til stakit, hvor kassen ulmede i mørket. Saltmanden (mig selv, min kone plejer at kalde mig saltmandlen) havde forsømt det forebyggende arbejde på grund af en slem snue i dagene op til at det skete. Og det skete derfor.

Bang, så lå jeg der. Sprækken klaprede henne på sin pæl. Gaden lå øde hen, mens sneen føg. Hvem gider stå tidligt op en adventsmorgen? Alene at skrive dette trætter mig. Men da jeg nu har besluttet mig for at give lidt igen, og vi er endnu ikke nået til det væsentlige, vil jeg fortsætte, selvom jeg næsten påny mærker stivheden i lemmerne, det stjernespækkede vrid i anklen, åh, en primadonna værdig, hvis det altså ikke lige var fordi, vi taler midaldrende mand i stribet frotté holdt sammen af en tynd livline. Hjælpeløst sprællende i pjevset lys fra entreen. 

Så kommer historien: - Du har ligget dvask hen i tre dage. Du har modtaget kamillethe morgen, middag og aften, dertil crackers og appelsinhonning. Du har ikke rørt en finger, blot ladet dig opvarte, det eneste du skulle var at klare dette ene døgn alene hjemme. Andre mennesker har også ting de skal.

Sprækken begyndte at prædike.

-Hvorfor ligger du der dit fjols! Du skulle hellere se at befri mig for alt det, der har hobet sig op indeni mig, imens du danderede den. -Jeg får forstoppelse, klagede den.

Jeg forsøgte at komme op, men en djævelsk glathed krævede mig tilbage til nærkontakten med havegangen og den sorte is. Efter flere forsøg holdt jeg inde. Sprækken derimod fortsatte insisterende:

-Hver jul skriver menneskebørnene en masse breve og postkort til hinanden, og selvom det ikke er som i gamle dage, så er der dog rigeligt nok til, at vi postkasser snildt kan pådrage os den meget frygtede forstoppelsessygdom brevis brevis. F.eks når idioter som dig ikke overholder den indlysende regel om, at hvor noget kommer ind skal noget ud igen.

 

Sprækken holdt inde. Måske fordi den for første gang noterede sig den jamren, der kom nede fra fliserne. Tonen blev mildere, beklemtheden hørbar. I samme moment sprang en rødkælk ind i lysskæret, plirk plirk, væk var den igen.

-Jeg havde engang en plads ude i skoven. Jeg vågnede de morgener ved, at fugle byggede rede i mit hår, som jeg forlængst har tabt, lad os sige det sådan. Dengang var det eneste, der invaderede mig, de næsten umærkelige prikkerier, den kildrende fornemmelse fra små metalgrønne biller i grenværket, eller når orme bugtede sig langs rynkerne i min barkede hud. Af og til spætten. Det lille hulrum, som jeg plejede at kalde universets navle. Jeg kan love dig for, at dengang var der balance i tingene. Aldrig noget uudnyttet eller efterladt. Men.. Så kom hm.. motorsavsmassakren.

Mine tænder begyndte at klapre. Og idet solen stod op over Kong Georgs Gade fik jeg et voldsomt hosteanfald og ud fløj en lille død fugleunge.

Metamorphose

foto: es